Kære Lasse. Storebror. Bror Store. Big Bro. Spasse Lasse. Brother from the same mother.

Kære Kristina

Jeg vil simpelthen lige sige tusind tak for en fantastisk, givende og fin session den anden dag. Måske har du kunnet mærke taknemmelighedsenergien strømme din vej, jeg går i hvert fald og er meget taknemmelig.

Det var lige, hvad jeg havde brug for, og gav mig et opløftende pust, efter jeg har følt mig fastlåst et stykke tid. For at bruge temaet omkring lys, så har der nok været skruet ned for mit indre lys over nogle måneder, og jeg føler, at det allerede er begyndt at lyse med mere kraft igen efter i tirsdags.

Og det var så fint, i går dukkede rødhalsen op ude foran, hvor jeg har udsyn til fra køkkenvinduet. Jeg har gået og ventet på, at den skulle dukke op efter sommeren, men den har ladet vente på sig. Og så kom den netop i går, efter vores session i forgårs. For mig repræsenterer rødhalsen sjælen, og jeg synes det er så fint, at den netop kom i går, lige som jeg er begyndt at mærke mit lys igen efter en mørkeperiode.

Og så var det simpelthen bare så fint med “Samtaler efter døden”. Det ræsonnerer så meget i mig.

Jeg lavede et skriv i maj relateret til min sorg over min bror som går så fint i linje med det her med at min storebrors lys måtte slukkes for at mit kunne begynde at skinne. Jeg tillader mig at sætte det ind nedenfor, måske har du lyst til at læse det. Hvis ikke er det selvfølgelig helt okay.

Stort og hjerteligt tak i hvert fald for den anden dag

Kærlig hilsen Mette


Mit skriv fra maj:

9/5 - 2021

Skulle du dø, for at jeg kunne lære at leve livet, Storebror?

Kære Lasse. Storebror. Bror Store. Big Bro. Spasse Lasse. Brother from the same mother

Jeg savner dig, Storebror. For søren, hvor jeg savner dig. Savner din fysiske tilstedeværelse. Savner at høre dig sige “hej Mette”, som kun du kunne sige det.

“Verden er så stor, så stor, Lasse, Lasse lille”. Sangen poppede lige op på min indre radiokanal. Er det dig, der er så stor, så stor nu, og verden, der er så lille? Det tror jeg. Eller måske er du både-og.

Jeg læste et brev den anden dag i Information. Fra en søn til hans afdøde far.

Det fik mig til at tænke over, hvad de vigtigste ting, jeg har lært af dit farvel til livet er.

Jeg har jo lært så meget. Din død har ført mig steder hen, jeg aldrig havde kunnet forestille mig på forhånd. Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med at være taknemmelig over det, din død har bragt. At den største sorg i mit liv til dato ville udvikle sig til at blive en tilsvarende stor, hvis ikke endnu større, gave.

Skulle du virkelig dø, for at jeg kunne lære at være den rigtige mig, Storebror?

Hvad er det vigtigste? Måske at jeg har lært at elske mig selv, sådan som jeg er. Eller i hvert fald lærer det mere og mere. Elsk din næste, som du elsker dig selv. Men hvordan kan jeg elske min næste, hvis jeg ikke elsker mig selv?

At jeg har lært at leve livet. Eller i hvert fald lærer det mere og mere. Før overlevede jeg livet mere end jeg levede livet. Nu lever jeg livet det meste af tiden. Det er en vigtig forskel.

At jeg har lært at elske livet med alt, hvad det indebærer. Eller i hvert fald lærer det mere og mere. Før satte jeg kun pris på de ting, jeg definerede som gode. De ting, der gjorde mig glad og lykkelig. Nu har jeg erfaret, at også ting, der smerter, kan have en vigtig funktion.

At jeg har lært at glædes mere og dybere over de ting, der også glædede mig før. Og føler mig mere taknemmelig over de ting. Før red jeg på momentane øjeblikke af lykke skabt udefra. Nærværstunder med mine børn, min mand, en ny telefon, en tur på restaurant. Det gør jeg stadig, man er vel menneske. Men jeg oplever en mere og mere vedvarende tilstand af glæde. En glæde, der kommer indefra. Eller nærmere lykkeglæde. Som ikke er betinget af noget udefra. Men som bare er. Måske som en slags indre positive klimaforandringer, der påvirker det omskiftelige vejr positivt.

At jeg har lært at glædes over de tilsyneladende små ting, der findes i mit liv. Naturen. Blomsterne. Fuglene. Kløverne. Lyset. Regnbuerne. Sommerfuglene. De fine detaljer. Der gør mig taknemmelig hver dag. Før lagde jeg stort set ikke mærke til sådanne ting. Nu bringer de mig glæde næsten hver eneste dag. De oplevelser, der har bragt størst glæde og været mest værdifulde gennem de sidste par år, har ikke kostet en eneste krone.

Jeg har lært at leve livet i min fysiske krop. Erfaret mig frem til vigtigheden af min fysiske krop. Dens signaler, dens sprog. Funktioner. Det er svært at begribe, at jeg slet ikke var opmærksom på den før, slet ikke forstod, at den kommunikerede med mig, ikke forstod, hvad den prøvede at fortælle mig.

At rejse er at leve siges der. At rejse ind i mig selv, har i hvert fald lært mig at leve livet mere og mere. Ude godt, men hjemme bedst. Din død har ført mig hjem i mig selv. Jeg er hjemme nu.

Men det vigtigste er måske alligevel nok, at jeg har fået et bedre forhold til døden. Jo mere jeg tør se døden i øjnene, jo mere kan jeg også se livet i øjnene, føler jeg. Tænk sig.

Skulle du virkelig dø, for at jeg kunne lære at se døden og livet i øjnene, Storebror? For at jeg kunne lære at være den rigtige mig? For at jeg kunne lære at leve livet?

Jeg ved det jo ikke. Ikke endnu i hvert fald. Men det føles sådan.

Jeg ved, at du ikke ønsker, at jeg skal lide og smertes over din død. Over dit farvel til livet i din fysiske krop.

Jeg ved, at du ønsker, at jeg skal leve livet to the fullest. Bruge mine sanser. Være menneske. Få det meste ud af the human experience. At jeg skal gå ud i det blå, gå med klipklapper på. Join’e the joyride. Danc’e into the light. Bruge mit hjerte som telefon.

Det er svært. Udfordrende. Det har været svært. Udfordrende. Måske har jeg holdt fast i sorgen, fordi det var som at holde fast i noget af dig. Og noget af mig selv. Den gamle del af mig selv, som var en del af den fysiske dig og omvendt.

Man ved hvad man har. Men ikke hvad man får.

Men jeg ved godt, at det er tid nu. Tid til at give slip. Ligesom Kate Winslet giver slip på Leonardo, der på bræddet i det iskolde vand. Lader ham forsvinde ud i det mørke vand, så hun selv kan fortsætte livet.

Jeg har været der flere gange. Har givet slip, men så alligevel ikke været helt klar og derfor været nede i det iskolde vand og hive dig tilbage. Men jeg er klar nu. Bæredygtigt klar.

Celine Dion synger i Titanic-sangen, at hjertet varer ved. Det tror jeg på nu. Jeg har erfaret og mærket mig frem til den tro. Og måske er det i virkeligheden det allervigtigste. Mit hjerte varer ved. Dit hjerte varer ved. For evigt. Også når den fysiske krop ikke er mere. “You are safe in my heart and my heart will go on and on”. Du er i mit hjerte. Og jeg i dit.

Og jeg er klar til at fortsætte livet nu. Trykke play. Leve livet. Ikke bare overleve livet.

Inden jeg trykker play, vil jeg gerne sige, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne hjælpe dig mere, end jeg kunne. At jeg er ked af, at du skulle gå igennem alle de år med psykisk sygdom og ubalance, der tyngede og smertede både dig og alle os andre. At jeg er ked af, at du skulle nå til det punkt, hvor den eneste udvej var at vælge at sige farvel til livet. Jeg ville så gerne have reddet dig. Kunnet hjælpe dig. Have været din helt. Men jeg ved godt nu, at den, jeg skal være helt for, er mig selv. Og mine børn, mens de er små. At den eneste, der kunne redde dig, var dig. Vi andre kunne forsøge at hjælpe dig. Være der for dig, så godt vi kunne. Men ikke redde dig.

Jeg er ked af, at jeg ikke smilede til dig med Nutellabrune tænder den dag, den sidste gang jeg så dig, to dage inden du afsluttede livet i din krop, da jeg besøgte dig på psykiatrisk afdeling i Odense. Jeg lod nok være, fordi jeg fornemmede, at det ville have været upassende. Fornemmede at det ikke ville have gjort en forskel. Næste gang jeg spiser en Nutellamad vil jeg smile med Nutellabrune tænder og forestille mig, at du sidder over for mig og siger “iiiiiew Mette, hvor er du klam”, mens du griner.

Tak for minderne og alt det andet. Både det, der gør glad og det, der gør ondt

Tak for dig, tak for mig, tak for os

Jeg elsker dig, Storebror. Nu og for evigt.

Kærlig hilsen
Din Lillesøster



Hej Mette (som kun jeg kan sige det ). Lillesøster. Spætte-Mette. Sister from the same mister

Den eneste, der kunne have reddet mig, var mig selv. Så simpelt er det. Der var ting, jeg skulle lære, smerte jeg skulle føle. Smerte og sorg. Tab. Lidelse. Er en del af at være menneske. En del af lærdommen. Nogle lærer det på den hårde måde. Andre på den mindre hårde. Men det er ikke muligt at undslippe. Det er ikke meningen, at vi skal undslippe. Kontraster er vigtige. Nødvendige. Sol - måne. Lys - mørke. Sorg - lykke.

Jeg elsker dig. Du elsker mig. Jeg er ked af den smerte, jeg har forvoldt. Både før jeg døde og efter.

Du har haft sat dit liv på pause på grund af mig. For min skyld. Nok mere ubevidst end bevidst. Nu er det tid til at leve videre. Fortsætte livet for alvor. Trykke play. Hoppe ud i det. Leve dit liv, som det er meningen du skal leve det.

Som du selv skriver, varer hjertet ved. For evigt.

Et par storebroderlige visdomsord fra mig til dig:

1. KISS. Keep It Simple Sister.

2. Spred vingerne og flyv. Men husk jordforbindelsen. Groundingen.

3. Vid at du er elsket.

4. Gør det, der gør dig glad. Følg glæden. Lev glæden. Del glæden. Kreer glæden.

5. Taknemmelighed er en gave.

6. Kiss the magic.

7. At dele kan hele.

8. Ærlighed rimer på kærlighed.

9. Du er mig, og jeg er dig.

10. Mirakler sker. Forvent dem gerne.

11. Lær at tilgive. Både dig selv og andre At tilgive kan sætte fri.

12. Størst af alt er kærligheden

Love you long time og 4-ever ever

Kærlig hilsen
Din Storebror

P.S. Hvor lang tid er for evigt?
P.P.S. Hvad sker der, når et menneske dør?
P.P.P.S. Hils omkring